| Flere

Trænerguiden sætter fokus på trafiksikkerhed

Ofte skiftes forældre og trænere til at transportere børn til og fra træning og stævner. DGI’s Trænerguide slår nu et slag for, at transporten skal foregå på forsvarlig og sikker vis

Foto: Bent Nielsen (arkiv)
Når børn og unge skal fragtes til og fra træning og kamp, så skal det foregå på forsvarlig og sikker vis

Der skal være sikkerhedsseler til alle i bilen, og føreren bør være frisk og veludhvilet. Sådan lyder nogle af de gode råd i en ny folder, der er at finde på DGI’s Trænerguide.

- Sikker transport af børnene er en del af det at være klub og træner, og derfor vil vi i DGI gerne slå et slag for, at trafiksikkerhed også er en del af klubkulturen, siger Simon Larsen, der er idrætskoordinator i DGI fodbold.

Målet med folderen er at sætte fokus på færdselsreglerne og brugen af sikkerhedsudstyr, når forældre og trænere transporterer andres børn til og fra træning og stævner.

Trænerguide

Se DGI's Trænerguides og klik på din favoritidræt for at se linket til "Børn i bilen"

Børnene er i gode hænder

Det er Tønder Kommune, der har udarbejdet folderen ”Børn i bilen.” Og med hjælp fra Børneulykkesfonden ønsker DGI nu at udbrede kendskabet til folderen gennem landets idrætsforeninger.

Derfor kan alle finde folderen via DGI’s Trænerguide i både atletik, badminton, basketball, bordtennis, fodbold, gymnastik, håndbold, svømning og tennis. Trænerguiden giver nemlig ikke kun fif til selve træningen, men også til klublivet.

- Det er vigtigt at man som klub sender et signal til forældrene om, at børnene er i de bedste hænder, når de laver aktiviteter i foreningen. Samtidig er det vigtigt at vise nye medlemmer og forældre, at transport og trafiksikkerhed er noget, man har tænkt over, siger Simon Larsen.

Gode og håndgribelige råd

Den lille folder er inddelt med gode og håndgribelige råd til henholdsvis forældre, spillere, træner/holdleder og ledere/bestyrelse.

F.eks. opfordres klubberne til at udarbejde en trafikpolitik eller uddele folderen med de gode råd. Og forældre, der kører med andres børn, gøres opmærksomme på, at det forventes, at føreren er bevidst om, at hun eller han har det fulde ansvar over for alle børnene i bilen.

Opdateret 22. februar 2012 Af Majbritt Lykke Andersen

Ejer: Kommunikationsafdelingen



Lyst til at træne andre?

Du får udfordringer og ansvar der kan bruges hele livet.

Find kurser